INFN - Istituto Nazionale de Fisica Nucleare:
Med de sædvanlige, uundgåelige tømmermænd stod vi op klokken 7.30 for at gå ned og få den sædvanlige pap-bolle med tilhørende kakao og kaffe, hvis man overhovedet kunne kalde det det. Morgenmadens højdepunkt var dog Nocina - en discount-version af nutella - der gjorde morgenmaden overkommelig.
Klokken 8.30 skulle vi afsted fra vores crib, Hotel Seiler: først med metro, dernæst med langdistance-tog til et forstadsområde i Rom. Det var en meget kedelig tur syntes alle - bortset fra Hansen, der fik sig en god snak med en lettere robust italiensk mama, hvis estimerede kropsmasse ud fra et naturvidenskabeligt aspekt var omkring de 120 kg, fejlkilder taget i betragtning. Af denne dame fik Hansen til opgave at oversætte tyske gloser - great, når man troede man var på ferie ..
Efter 5 minutters gang fra toget ankom vi til INFN. Stedet var overraskende stort og lignede umiddelbart mere en militærbase end et frontline forskningscenter.
Vi blev modtaget med et timelangt foredrag om selve faciliteten, samt om hvad de forskede i. Foredraget blev af en kvindelig forsker, der havde været der i 11 år ved navn Hasch (ikke at forveksle med det euforiserende rusmiddel).
Hun kunne en masse fine ord som boson, fermion, up-quark og kaon - det mest bemærkelsesværdige var dog hendes noget særprægede engelsk, herunder især at hun sagde “ze” i stedet for “the”.
Vi kan vist roligt sige på alle fra 2.x’s vegne, at foredraget var en smule .. langtrukkent. Grunden til denne langtrukkenthed var en blanding af dårligt engelsk (førnævnte “ze”), højt niveau rent fagligt (kaoner og jeg skal komme efter dig), tømmermænd, mangel på pauser i hendes foredrag og generel dårlig motivation hos eleverne - studietur = afkoblet hjerne.
For igen at komme med et videnskabeligt estimat, kan vi ud fra komplicerede multivariable differentialligninger med imaginære rødder fastslå, at mindst 8 personer sov under foredraget. Den matematiske løsning er:
i = i * ∛4
∑π-2*e * tan-1(i-23) / ∆α * ∭ ln(4) + 60 - √5 = 8 i ∈ N+ , ∆α ∈ Z
∆α → - ∞
Efter en time i helvede fik vi en guidet tur rundt på faciliteten - nu med en fysiker, der faktisk kunne tale forståeligt engelsk. Vi startede ud med at besøge et nyt forskningsprojekt der omhandlede en laser, som kunne afgive afgive en energi svarende til hele Roms energiforbrug på én dag, på 1 pikrosekund (0,0000000000001 sekunder) - PFNF (porn for nerds fact, red.). Dette er en form for ny teknologi, hvis hensigt er at kollidere partikler, fx elektroner og positroner, sammen, ved meget høj hastighed på en mere effektiv måde end ved konventionelle metoder, som i en partikelaccelerator.
Dernæst kom vi over til en detektor, der kunne detektere de såkaldte gravitationsbølger. Hvad en gravitationsbølge er, er tilsyndeladende noget meget langhåret noget - men det korte af det lange er, at ifølge fx Einsteins teorier burde eksistere. Gravitationsbølger udsendes i princippet fra alt med masse, som fx dig eller en myre eller solen - dog er de for ting med relativt lille masse så små, at de ikke kan detekteres. Derfor har man, 4-5 steder i verden, opsat gravitationsbølge-detektorer, som venter på, at en meget stor gravitationsbølge udsendes fra noget med meget stor masse - som fx et sort hul eller to stjerner, der kolliderer.
Når dette så eventuelt sker, vil et rør med en eksakt længde krympe og blive hvad der svarer til én elektrons længde, som i øvrigt vejer ca. 9,1 * 10-31 kg (PFNF), og dermed er en gravitationsbølge detekteret.
Dog er detektoren så følsom, at den fx kan detektere ens fodtrin, og det er et problem, for hvornår ved man så, at man har detekteret en gravitationsbølge? Her kommer de 4-5 detektorer ind i billedet - for i princippet burde de detektere præcis den samme ændring i længde hos detektoren på præcis samme tid - og først der kan man sige, at en gravitationsbølge er detekteret.
Til sidst, som prikken over i’et, så vi INFN’s partikelaccelerator. Vi blev delt op i to hold, og gik ind af to omgange. Princippet i en partikelaccelerator er at accelerere partikler (surprise) op til en hastighed, der nærmer sig hastigheden af lys. Denne kollision splitter de to kolliderende partikler op i deres mindre bestanddele. Disse mindre bestanddele studeres så af særlige detektorer og målere.
Den accelerator, de havde i INFN, kolliderede antiprotoner og protoner. Disse er hinandens antipartikler, hvilket vil sige, at de er ens (næsten), men bare omvendt ladede. Protonen er positiv, mens antiprotonen er negativ.
Vi rundede turen af med spørgsmål. Da vi opdagede, at vores tog gik 2 km fra institutionen, og at der var 25 minutter til dets afgang, fik vi pludselig fart på. Det blev en hård løbetur opad brostensgader, men en god del af os nåede det dog - og fik endda også fornøjelsen af at vinke ud af togvinduet til de langsomme.